Menu

Ugen der gik i Herlev IF...(Uge 16)

image
Steven Knudsen
27. april 2021 kl. 07:21

Ugen der gik i Herlev IF… (Uge 16)

Mandag:

Mandag aften drog Oldboys-holdet til Værløse BK. Frygten var stor fra start, da man muligvis skulle spille på danmarks dårligste kunststofbane. Banen er lavet af spånplader som er drysset med kokosmel som de har sprøjtmalet med grøn farve. Nå men frygten var ikke større end at holdet kørte en stensikker 1-3 sejr hjem, på en bane der var lidt bedre end forventet.

+60 holdet skulle også ud på en køretur. Destinationen hed Virum-Sorgenfri BK, en svær udebane. Herlev IF havde dog læst på lektien fra sidste kamp og disciplinen var stor denne mandag aften. Dette skulle også vise sig at være den rigtige indgangsvinkel og det gav pote. Herlev IF sad på det meste af kampen og kunne med lidt snilde sagtens have vundet lidt større end 0-2 som kampens resultat blev.

Tirsdag:

Denne aften skulle U18 pigerne igen i kamp i 8-mandsrækken. Modstanderen var LSF og der skulle følges på sæsonpremierens flotte 5-0 resultat. Man må sige at Herlev IF igen fik spillet til at flyde. Pigerne kæmpede spillede en rigtig flot kamp. De overlod ikke noget til LSF, der mest af alt fungerede som statister. Da dommere fløjtede af havde Herlev IF nettet 6 gange og LSF 0 gange. Endnu en gang et rigtigt flot resultat og det tegner til at blive en flot sæson for pigerne.

Onsdag:

Alle klubbens 3 serie 4 hold skulle i kamp denne aften.

3.senior skulle på udebane møde Grantoften IF. Det var ikke nogen nem kamp for Herlev IF, selvom at man kæmpede det bedste man havde lært. Herlev IF kunne godt have fået noget mere ud af det, men det var desværre Grantoften som vandt kampen med cifrene 3-1.

4.senior mødte på udebane Søborg FC. I det omvendte opgør vandt Herlev IF kun 8-0 da Søborg FC valgte at forlade banen med 30 min igen. Denne var de heldigvis mødt op og det skulle vise sig af blive en tæt kamp. Om Herlev IF’s spillere i sidste uge havde modtaget bagetips fra Whop en Dei holdet vides ikke, men de virkede noget tunge denne onsdag aften. Så det blev det man vil kalde for en arbejdssejr for de tilsynladende bagelystne Herlev IF-spillere og resultatet blev 1-2. Herlev IF ligger stadig nr.1 og man kan vel snart begynde at snakke om oprykning.

5.senior havde glæden af en hjemmebanekamp denne onsdag aften. Gæsterne var Lejerbo BK. Et hold der er placeret i midten af rækken og Herlev IF frister desværre en tilværelse i bunden. Hjemmeholdet var gæstfrie og overlod meget af spillet til Lejerbo BK. Herlev IF viste dog også momenter af gode takter, men det var desværre udeholdet som hev det længste strå med en 0-2 sejr.  

2.senior var en tur i Grønne Stjerne. Herlev IF spillede en rigtig flot kamp. Desværre blev kampen afbrudt ved stillingen 1-4 til Herlev IF og man afventer en afgørelse fra SBU.

Fredag:

Weekenden startede med en fredags-gyser på stadion. U18 pigerne skulle møde Allerød FK i 11-mandsrækken. Det var 2 hold der lige skulle se hinanden an. Der var dog ingen tvivl om at Herlev IF ville det mest i starten og det udmøntede sig også i en scoring til hjemmeholdet efter 10min. spil. Allerød FK gav dog ikke op og fik udlignet og desværre bragte de sig også foran inden dommeren fløjtede til pause. Herlev IF ville dog gerne være med igen og et stykke inde i 2.halvleg kunne de udligne til 2-2. Der var efterfølgende chancer til begge hold, men det forblev ved de 2-2 og begge hold kunne tage 1 point med hjem.

Lørdag:

Café Offside kunne igen tænde op i lørdags-grillen og der blev langet mange bøfsandwich over disken. Livet omkring klubhuset har været savnet, så det var super fedt, at det igen kunne lade sig gøre.

U7, U8 og U9 skulle til SBU stævner og det forlyder at det gik rigtig godt og der blev spillet en masse god fodbold, og specielt på Herlev IF’s Gl.kunst var der god stemning blandt de deltagende hold.

U10A fik besøg af BFC Lundegården. Det blev en kamp som bølgede meget frem og tilbage. U10 drengene havde fået bedre fat i 8-mandskonceptet og det kunne se på banen. Der blev lavet nogle flotte kombinationer og tilbageløbet var også rigtig godt. BFC Lundegården holdte sig dog heller ikke tilbage, de gav Herlev IF kamp til stregen. I sidste ende var det desværre udeholdet som scorede flest gange og det blev til et tæt 1-2 nederlag til Herlev IF.

U11D Spillede også på hjemmebane og de bød velkommen til Kr. Værløse IF. Udeholdet stillede stærkt og havde nogle dygtige individualister med. Herlev IF havde ikke nemt ved at dæmme op for dette. Hjemmeholdet hang desværre noget bagefter og udeholdet drønede derud af. Herlev iF spillerne kæmpede dog forbilledligt, men lige lidt hjalp. Kr. Værløse IF vandt kampen stensikkert med 1-5.

Efter sidste rundes nederlag var U15 holdet, ude mod Lundtofte, opsat på at bevise at modgang styrker sammenholdet og ud fra drengenes attitude under opvarmningen, så var man klar til at vaske den plet af. Fra første fløjt blev der kæmpet om hver en bold og begge hold leverede en god gang seværdig fodbold hvor især Herlev IF viste stor taktisk disciplin i alle kæderne.

Fra 2. halvlegs start satte Herlev sig på kampen og 5 min inde i halvlegen kom den forløsende udligning til Herlev på et giftigt kontra angreb og 5 snorrelige afleveringer fra egen forsvars zone til den lå i kassen. Flot flot mål og fuldt fortjent. 2 min senere bliver Herlev IF ramt af gult kort men drengene styrede, trods en mand i undertal, stadig løjerne inde på banen og spillede sig til flere chancer foran modstandernes mål samtidig med at Herlevs forsvar stod bundsolidt. Herlev IF blev igen fuldtallig og på næste angreb banker Herlev målet ind til 1-2 og igen på et eminent opspil. Herlev IF’s andet gule kort falder i forbindelse med fejringen og til samme spiller der fik gult tidligere så Herlev IF skulle spille de sidste 18 min med 10 mand. Desværre for Lundtofte så havde de her drenge altså besluttet sig for at al modgang mødes med sammenhold og knyttede tæer, så de 18 min gik med syngende tacklinger og boldkontrol fra Herlev side og kampen endte 1-2 til Herlev. Flot af U15 drengene og det bliver spændende at følge udviklingen. 

U11SU mødte Vallensbæk IF. Det er altid tæt i disse kampe og denne lørdag var det heller ikke nogen undtagelse. Herlev IF startede dog overlegent og kunne hurtigt efter startfløjtet bringe sig på 1-0. Det blev hurtigt fulgt op af en ny scoring. Vallensbæk IF kæmpede sig ind i kampen igen og fik reduceret til 2-1. Kort før pausefløjtet fik Herlev IF en scoring mere. Med 2 scoringer mere i 2. halvleg, så det lyst ud for Herlev IF inden sidste halvleg. Herlev IF-spillerne mente de kunne gå på vandet men de havde vist glemt badevingerne og de sank i niveau. Vallensbæk IF kæmpede sig flot tilbage, og med 3 scoringer i det sidste kvarter, var de rasende tæt på en uafgjort. Heldigvis blev det ikke til mere og Herlev IF vandt 5-4.

U11B spillede træningskamp og modstanderen var Østerbro IF. Udeholdet kunne grundet hjemsendelser kun stille med 6 mand, så de måtte låne et par Herlev IF-spillere. Det blev en rigtig fin træningskamp, som begge mandskaber fik meget ud af. Herlev IF spillede sig frem til mange fine chancer og med lidt skarphed i støvlerne kunne man have scoret mange mål denne lørdag. Det var dog Østerbro IF som på dagen var de skarpeste og de kunne trække sig sejrsrigt ud af kampen med resultatet 2-4.

Efter midt ugens afbrudte kamp skulle 2.senior igen i kamp. Modstanderen var Rosenhøj BK, som altid garant for et højt teknisk niveau. Det var også tilfældet denne lørdag. Udeholdet kom hurtigt foran, men Herlev IF kunne heldigvis kort tid udligne til 1-1. Desværre for Herlev IF fik Rosenhøj BK scoret kort tid efter. Herlev IF fik aldrig helt spillet til at flyde, men de kæmpede godt. Rosenhøj BK viste sig desværre for stærke denne lørdag og de løb med sejren som blev på 1-3. Vi håber at 2.senior igen finder ind på sejrskursen.

U12D mødte Brøndby IF på hjemmebane og der blev fra start gået til makronerne. Herlev IF bed hurtigt fra sig og første scoring kom rimlig hurtigt. Inden Brøndby IF så sig om kom Herlev IF foran med 3-0. En rigtig stærk start af hjemmeholdet. Som kampen skred frem, blev dog mere og jævnbyrdigt. Brøndby fik scoret 3 mål, men da Herlev IF scorede 3 mål mere endte kampen 6-3 til Herlev iF. En rigtig flot præstation og Herlev IF-spillere viste mange gode takter undervejs i kampen.

3.senior skulle have gæster og det var Torslunde-Ishøj IF. Herlev IF var ikke klar fra start og det resulterede i et lynhurtig mål til udeholdet. Herlev IF virkede noget rystet og skulle lige finde fodfæste i kampen. Det var ikke det helt aftryk Herlev IF gerne ville give. Udeholdet kæmpede godt og fik hurtigt lavet et mål. Herlev IF fik udlignet i 2.halvleg, men fik aldrig rigtig gang i spillet. Resultatet blev 1-1, hvilket Herlev IF nok var mest tilfredse med.  

4.senior skulle også i kamp, men modstanderen kunne ikke stille hold så det blev til en skrivebordssejr på 3-0.

1.senior tog imod IF Skjold Birkerød og her skulle de følge op, på de seneste mange gode præstationer. Det må man sige lykkedes. Kampen blev vundet 3-1 og holdet fortsætter den flotte stime de er inde i. De ligger virkelig flot til i Danmarksserien.

Søndag:

U6 og U10SU var til SBU stævner. Vejret var godt og humøret var højt, oveni blev der også spillet en masse god fodbold.

U17 skulle på langfart til Helsingør IF Fodbold. U17 holdet har virkelig haft nogle gode kampe og stimen skulle helst fortsættes. Der var ikke så mange dikkedarer og de fik kørt hjemmeholdet flot rundt. Der var aldrig tvivl om at sejren nok skulle komme i hus og det gjorde den også. Resultatet blev 1-3 og Herlev IF bragte igen 3 point med hjem. ’

5.senior skulle også i kamp denne søndag og det var på udebane imod Ishøj IF. Det blev en meget målrig kamp og der kunne godt være kommet flere end de 8 mål der blev noteret. Det blev desværre hjemmeholdet scorede 5 og Herlev IF scorede 3. Med lidt skarphed i støvlerne, kunne man godt have fået et lidt bedre resultat med hjem.

U12D sluttede denne søndag af med en udekamp imod Bagsværd BK. Scenen var sat med en fin bane og et flot vejr. Herlev IF viste fra start, at de gerne ville på pointkontoen. Det hårde arbejde bar frugt og Herlev IF-spillerne fik tingene til at gå op i en højere enhed. Når man så også er effektive, så vinder man fodboldkampe. Herlev IF-spillerne kunne derfor drible hjem til Herlev med en 2-4 sejr i rygsækken.

Det var alt for denne uge der i gik i Herlev IF. Tak til alle jer der lagde vejen forbi og støttede op. Vi glæder os til se jer igen.

FORZA HERLEV IF…

 

 

 

 

 

 

  

Luk