Menu

Ugen der gik...(Uge 17)

image
04. maj 2021 kl. 22:24

Ugen der gik i Herlev IF… (Uge 17)

Mandag:

Her var et enkelt Herlev IF-hold i aktion og det var +55 holdet. De skulle på udebane møde ORI-Fodbold. Ikke nogen nem udebane kamp, men vejret var flot og bolden var rund. Herlev IF lagde flot ud med flere gode kombinationer og det var nøglen, hvis de 3 point skulle med hjem til Herlev. Herlev IF gav ikke mange chancer væk i løbet kampen og hev de 3 point med hjem til Herlev med en stærk 1-3 sejr. Dejligt for holdet der nu er på pointkontoen.

Onsdag:

U18 pigerne skulle en tur på udebane denne onsdag aften. Modstanderen var FFB, som man tidligere har spillet tætte kampe med. Pigerne lagde godt fra start og styrede begivenhederne. Desværre ville bolden ikke det som pigerne gerne ville, så selvom chancerne blev produceret, så kom bolden ikke ind. FFB kendte deres besøgstid og de fik udnyttet de få chancer de havde i løbet af kampen. Det betød at U18 pigerne desværre måtte se sig besejret 4-2. Ikke et resultat der afspejler kampens forløb.

1.sen skulle afsted på udebane hvor Roskilde Boldklub ventede. Roskilde var mest effektive i 1.halvleg og kunne gå til pausen med en 1-0 føring. Herlev IF ville det heldigvis anderledes i 2.halvleg og fik hurtigt udlignet. Desværre kom Herlev IF igen bagud, men igen tog man arbejdshandskerne på. Det gav pote og med 2 scoringer kunne Herlev IF smide 3 point mere ind på kontoen.

Torsdag:

U11B drog til Albertslund torsdag aften. Herlev IF kom planmæssigt foran, men det slog ikke hjemmeholdet ud. De var tekniskstærke og voldede Herlev IF forsvaret en del problemer. De fik også udlignet til 1-1. Herlev IF slog dog til igen og løb med pauseføringen. Herlev IF scorede igen i 2.halvleg, men faldt så i søvn. Det udnyttede Albertslund med en reducering og herefter en udligning. Kampen var nu meget tæt men heldigvis var Herlev If der hev det længste strå og de 3 point med en 3-4 sejr.

Fredag:

3.senior skulle denne Store Bededag en tur til Glostrup. Om det var de varme hveder, der lå tungt i maven på Herlev IF-spillerne vides ikke, men tungt det var det. Spillet flød ikke og Herlev IF havde ikke meget at skyde med. Glostrup kontrollerede det meste og Herlev IF måtte køre derfra med et nederlag på 4-1.

Lørdag:

Flere Herlev IF-hold skulle i kamp denne lørdag, hvor Café Offside igen langede Bøf sandwich og kolde drikke over disken.

U12SU bød Lyngby BK op til dans og kedeligt blev det ikke. Herlev IF stod flot på banen fra kampens start og fik lagt det helt rigtige pres på Lyngby, der mest af alt i kampens start lignede nogen der dansede i træsko. Herlev IF kom fortjent foran 1-0 og fortsatte med at holde Lyngby BK fra fadet. På et flot frisparksmål bragte hjemmeholdet sig også på 2-0 og minsandten om de ikke også gjorde det til 3-0. Og skal blev Lyngby BK beordret i de sorte laksko med tilhørende knopper under. Det hjalp gevaldigt på deres spil og Herlev IF slap desværre deres jerngreb. Lyngby BK kom nu ind i kampen og gik et par gear op. Deres anstrengelserne bar frugt og de kunne køre hjem med et 3-3 resultat. Men der skal lyde et stort cadeau til Herlev IF-spillerne, stærkt kæmpet.

U15 drengene skulle også i kamp denne lørdag og modstanderen var Snekkersten IF. Herlev IF lagde flot fra land og fik virkelig vind i sejlene. Herlev IF dominerede 1.halvleg til fulde og kunne gå til pausen med en 2-0 føring. Fortsatte man spillet i 2.halvleg, kunne det ikke gå galt. Men desværre fortsatte man ikke, masten knækkede fuldstændigt. Snekkersten IF blev lukket ind i kampen og Herlev IF faldt fra hinanden. De blev desværre derfor til et 2-4 nederlag, dyre men vigtige lærepenge for Herlev IF-spillerne som i 1.halvleg viste at man kan spille med i toppen.

U11B tog imod Gladsaxe Hero BK. Herlev IF havde læst på lektien og vidste at de lange Tips-lørdag bolde kunne være nøglen til succes. Dog var det Gladsaxe Hero som først kunne strække armene i vejret. Så startede Herlev IF de lange bolde i bedste Coventry-stil. Bim Bam Bum, så stod den pludselig 3-1 til Herlev IF. I 2.halvleg fik Herlev IF det slet ikke til at fungere og Gladsaxe Hero kendte deres besøgstid og de kunne derfor forlade banen med en sejr på 3-6.

U12B var en tur i BSF. Det var hjemmeholdet som startede stærkest og Herlev IF bød ikke ind med meget. Det var også fortjent at BSF gik til pause med 1-0 føring. Kort inde i 2.halvleg bragte de sig også på 2-0. Herlev IF skulle nu en tur i værktøjskassen, og det gav pote. Herlev IF fik scoret 2 gange og kunne derfor køre hjem med et point på kontoen.

5.senior. tog imod Brøndbyernes IF, hvis spillere nok havde set lidt for meget superliga-fodbold på det seneste. De troede nemlig allerede at de var danmarksmestre. Dette lavede Herlev IF-spillerne hurtigt om på. De spillede simpelthen udeholdet ned under græstæppet. Brøndbyernes IF fik ikke et ben til jorden. De mindede allermest om en flok gule træningskegler med knopper under. Det flotte spil gav også Herlev IF en fortjent sejr på hele 4-0.

2.senior skulle revanchere sidste uges nederlag til Rosenhøj BK. Modstanderen denne lørdag var Ejby IF 1968 på udebane. Tingene går bare ikke rigtig Herlev IF’s vej pt. så 20 min. inde i 1.halvleg kunne Herlev IF se hjemmeholdet bringe sig foran 1-0. Herlev IF kom nu bedre med i kampen og gjorde hvad de kunne få at få udlignet, men desværre lykkedes det ikke. Så der blev ikke sat nogen point ind på Herlev IF kontoen i serie 2 denne weekend.

1.senior skulle langtur til det nordlige Fyn, nærmere betegnet Otterup B & IK. Busturen var knap kommet ud af benene på Herlev IF-.spillerne før de bragte sig på 0-1 efter 1.min. Føringen holdte i lang tid, men desværre udlignede hjemmeholdet til 1-1 et kvarter før tid. Ærgerligt at man ikke igen, kunne hive de 3 point med hjem. Men glædelig er det, at man fortsat stadig er ubesejret her i foråret og ligger rigtig flot til i toppen af danmarksserien.

Søndag:

U12D mødte her Nivå-Kokkedal FK. Herlev IF-spillerne havde ikke fået tørret søvnen helt ud øjnene og det var nødvendigt imod et stærkt spillende udehold. Herlev IF kom aldrig ud af starthullerne og det kunne også aflæses på resultatet. 1-6 stod det ved dommerens slutfløjt og det var helt fortjent set over hele kampen.

U18 pigerne mødte på udebane IF Bytoften i 8-mandsrækken. U18 pigerne er virkelig startet flot ud og denne søndag var det ingen undtagelse. Herlev IF havde fuldstændig styr på kampen og sejren var aldrig i fare. Med flotte opspil sendte Herlev IF-spillerne bolden i nettet flere gange. Hele 6 gange blev det til og Herlev IF vandt derfor med tenniscifrene 0-6.

Det var alt for uge 18.....

FORZA HERLEV IF…  

Luk